mandag den 31. marts 2008

Uge 14: Funability og Podcast



I denne uge skal du lege med Ting 18 Funability og Ting 19, som handler om podcasts.

Nogle nettjenester giver dig mulighed for at have det sjovt samtidig med det seriøse arbejde - og det er dét, funability går ud på.


For at fuldføre Ting nr. 18 skal du enten lege med en online billedgenerator eller med Vod:Pod. Med en en billedgenerator kan du på en nem måde lave sjove eller spændende billeder, og med Vod:Pod kan du søge efter videoer på nettet og samle dem i din egen "pod" (kanal). Du bestemmer selv, hvilken af de to, du vil lege med.


I Ting nr. 19 skal du abonnere på podcasts. Podcasting er en måde, hvorpå du kan hente lyd eller video til din pc eller mp3-afspiller. Det er muligt at abonnere på podcasts, så f.eks. et radioprogram automatisk sendes til din pc hver gang, det har været sendt i radioen. For at kunne abonnere skal man bruge et RSS-feed, som linker til en lyd- eller videofil. Forestil dig, at du gerne vil høre oplæsningen af en god roman på DR hver uge, men du skal desværre altid noget, når programmet sendes i radioen. Så er podcasting en løsning for dig! På dr.dk/podcast kan du abonnere på et RSS-feed, så du automatisk får besked, når der er et nyt afsnit af dit yndlingsprogram, som du nemt og gratis kan downloade til din pc.


Når du i Ting 19 skal abonnere på podcast bestemmer du selv, om det skal foregå via din Google Reader, som du brugte i den uge, hvor vi legede med RSS, eller om du hellere vil bruge din ZenCast Organizer, som fulgte med da du installerede softwaren til mp3-afspilleren på din pc. Med ZenCast Organizer får du endvidere mulighed for at lægge den podcast, du downloader, over på din mp3-afspiller.

Ting 18: Online billedgenerator eller Vod:Pod

Du skal løse ENTEN opgave A ELLER B.

A) Leg med muligheden for at ændre på et billede og sæt det derefter ind på din blog sammen med et indlæg.


B) Leg med Vod:Pod hvor du kan søge efter videoer på nettet, gemme dem i din egen "pod" og lægge en widget ind på din blog.


Sådan løser du opgave A:
Gå til siden http://www.letterjames.com/ Vælg i højre side af skærmen et motiv (der er 6 forskellige at vælge imellem). I tekstfeltet nedenunder billedet skriver du den tekst, du synes skal stå på billedet. Klik på "Generate picture". Nu skal du have billedet over i et indlæg på din blog. Højreklik på billedet og vælg "Gem billede som". Gem det fx på Skrivebordet og giv det et navn, så du kan finde det igen. Log ind på din blog. Begynd på et nyt indlæg - skriv hvad du synes om billedgeneratorer og sæt dit billede ind i indlægget. Det gør du ved at klikke på billed-ikonet. Når billedet er sat ind i dit indlæg, skriver du det færdigt.


Sådan løser du opgave B:
Gå til siden http://www.vodpod.com/ Klik på "Start your pod". På siden "Register" skriver du din email-adresse, et brugernavn (username) du selv vælger, og dernæst et password. Klik på "Sign up". Vod:Pod foreslår så, at du skal installere en knap (Button), men det er ikke nødvendigt. Klik i stedet på "then, go to your account". Nu kommer du ind på din egen side på Vod:Pod. Søg på videoer i tekstfeltet oppe i højre hjørne. Når du ser en video, du gerne vil tilføje til din "pod", klikker du på "Add", der vises til højre for videoen, mens den afspilles. Tilføj mindst 3 videoer i alt til din "pod".

Klik på dit brugernavn, der står under søgefeltet (der står "Welcome" og så dit brugernavn). På den næste side, du ser, står der i venstre spalte "Your pods and widgets". klik på "Create a widget", så du kan vise din "pod" med de tilføjede videoer på din blog. Nu vises en kode. Kopier den og gå dernæst ind på din blog. På siden "Tilføj og arranger side-elementer" klikker du på "Tilføj et side element". Under "HTML/ Javascript" klikker du på "Føj til blog". Indsæt koden. Klik på "Gem ændringer". Nu vises din "pod" med de 3 videoer på din blog.



Ting 19: Abonner på podcasts

Du skal løse ENTEN opgave A ELLER B.

A) Brug Google Reader til at abonnere på en podcast.
B) Brug ZenCast Organizer til at abonnere på en podcast og læg den derefter over på din mp3-afspiller.


Sådan løser du opgave A:
Gå til siden www.dr.dk/podcast Klik på "Radiopodcast" i venstre grå spalte. Klik på det program, du gerne vil abonnere på som podcast. Dernæst vises et link, som du kopierer. Log nu ind på din Google-konto og klik på Google Reader (Læser).
Klik på "Tilføj abonnement" i venstre side og sæt linket ind. Nu abonnerer du på det program, du valgte. Skriv et indlæg på din blog om podcast. Fortæl hvilket radioprogram, du valgte at abonnere på og om du brugte Google Reader eller ZenCast Organizer.
Sådan løser du opgave B:
Dobbeltklik på ZenCast Organizer, der ligger som ikon på dit Skrivebord. Klik på Tools og dernæst på Settings. Ud for "Check for new items" vælger du "Everyday". Ud for "Download" vælger du "Most recent items". Under "ZenCast Media Folder Location" klikker du på "Change". Vælg at gemme podcasten i mappen Musik. Klik på OK og OK igen.
Gå til siden www.dr.dk/podcast. Klik på "Radiopodcast" i venstre grå spalte, Klik på det ptrogram, du gerne vil abonnere på som podcast. Dernæst vises et link, som du kopierer. Åbn ZenCast Organizer igen. Klik på "Subscribe". Nu åbner en boks med et adressefelt. Højreklik i adressefeltet og vælg "Sæt ind". Klik OK. Nu abonnerer du automatisk på podcast-versionen af det program, du valgte. De seneste episoder af programmet vises på en liste. Klik på den grønne pil ud for én af episoderne for at downloade den. Når den er downloaded, skal du have episoden ind på din mp3-afspiller. Slut mp3-afspilleren til pc'en. Klik på "Transfer". Sæt flueben til venstre for den episode, du lige har downloaded. Klik på "Start". Når hele episoden er overført til din mp3-afspiller, står der "Transfer complete". Klik på "Done". Skriv et indlæg på din blog og fortæl hvilket radioprogram, du valgte at abonnere på - og om du brugte ZenCast Organizer eller Google Reader.
Der er ingen nye opgaver i næste uge.